coming out from the ophthalmologist I walk through my own foggy tunnel blinded by the faintest twinkle from the faintest star seasick-ish trusting the pavement to lie still
well,
enough
about me
poetic
sensibility?
at the bottom
of the sea
there’s a nail
in the wall
a cod dreams up
the human brain
stopping
time
.
da jeg kommer ud fra øjenlægen, går jeg gennem min egen tågetunnel blindet af det svageste blink fra den svageste stjerne, mens jeg søsygeagtigt har tillid til, at fortovet ligger stille
nå men,
nok
om mig
poetisk følsomhed?
på havets bund
drømmer en torsk
der er et søm
i væggen
menneskehjernen
op
der standser
tiden
No comments:
Post a Comment