I give up
It started early, that there
”not being impressed by appearances”
thing. In my early teens I saw cheap
plastic, painted plywood, wires and
tents, greedy merchant out to sell me
the least quality for as much money
as possible. Where others saw the amusement
park. I saw the amusement park as well
but it was a mirage luring us into a phoney
world of supposed fun; it was sort of a shimmering
layer trying to cover up the ugly truth. If painted
plywood and cheap plastic is ugly.
counting
the leaves
When I grew older I liked going
to those places off season to take photos.
Or before opening hours when ”the rat
was dressing itself up to be king” … or
something like that.
in the window
frame
Desafinado
a blue bossa slips
from Maya's mouth
“Desafinado”, a bossa nova by Joao Gilberto,
Desafinado means “out of tune”, “off key”
Maya: the veil of illusion making us think that the material world Is real.
*-*-*
jeg
opgiver
Det startede tidligt, det dér med
”ikke at være imponeret af fremtoningen”-
tingen. I mine tidlige teenageår så jeg
billig plastik, malet masonit, ledninger
og telte, grådige købmænd, der ville sælge
mig det billigste så dyrt, de kunne. Hvor andre så
en forlystelsespark. Jeg så også forlystelsesparken,
men det var en luftspejling, der lokkede os
ind i en falsk verden af tilsyneladende morskab;
var ligesom en flimrede hinde, der forsøgte
at dække over den grimme sandhed. Hvis
malet masonit og plastik er grimt.
at tælle
bladene
Da jeg blev lidt ældre yndede jeg at besøge
de steder udenfor sæsonen for at fotografere.
Eller før åbningstid mens ”rotten iklædte sig
en konges klæder” … noget i den retning.
I vindues
rammen
Desafinado
en blå bossa undslipper
Mayas mund
“Desafinado” er en bossanova af Joao Gilberto,
“Desafinado” betyder “en smule falsk”, “lidt ved sinden af”
Maya: illusionens slør, der prøver at bilde os ind
at den fysiske verden er virkelig
No comments:
Post a Comment